Bogen om tårnet

Bogen: ”ODINSTÅRNET EN SAGA – eller?” er blevet genoptrykt, idet der har været en del efterspørgsel på bogen. Bogen er skrevet i 2004 af Finn Pedersen og udgivet af Foreningen Odinstårnet i anledning af indvielsen af det 14 meter høje kopitårn, som blev rejst i maj 2004 og som står på en af de oprindelige tårnsokler i Odinsparken på Bolbro Bakke.

Bogen indeholder en beskrivelse af det oprindelige tårn, som blev bygget i 1935 og sprængt i luften i december 1944 af tyskerne. Med sprængningen forsvandt det kun 9 år gamle vartegn, som Odenses borgere var stolte af, idet det var Europas næsthøjeste tårn efter det franske Eiffeltårnet.

Ligeledes indeholder bogen 23 personlige beretninger om deres oplevelser i forbindelse med tårnet, som det første år havde 243.000 besøgende gæster fra maj til november – i cyklernes tid. Man cyklede sågar helt fra Langeland til Odense for at få den oplevelse at komme op i tårnet og se hele Fyn.

Foreningen Odinstårnet arbejder ihærdigt på at skabe interesse og investorer, så Fyn kan få et nyt tårn. Interesserede, som vil medvirke i foreningens bestræbelser på at få genskabt et tårn kan tegne et medlemskab for 150 kr. om året. Ved tilmelding er bogen inkluderet i medlemskabet.

Bogen kan også købes separat. Den har ISBN nr. 978-87-992434-0-2 og kan indtil videre købes for 50 kr. plus porto gennem finnep@live.dk, eller på Bolbro Bibliotek